Bykultur.dk
Byudvikling/bevaring Nyheder

TV-indslag om Navitas: Er der en arkitekt til stede?

På havnen i Aarhus skulle Navitas være en bastion i største arkitektonisk kvalitet. Alle forventede, at en bygning med denne prominente placering ville invitere indenfor og give tilbage til sine omgivelser. Men Ane Cortzen kan hverken finde den indbydende trappe eller det transparente hus, som Aarhus forventede at få.

Se eller gense denne udsendelse fra DR2, som i den grad udstiller nogle af de problemstillinger, vi har i Aarhus med planlægnings -og beslutningsprocessen, når vi skal udvikle vores by:

https://www.dr.dk/drtv/episode/er-der-en-arkitekt-til-stede_-afvisende-lukket-og-med-ryggen-til-havet_273244

Vi har spurgt en af byens arkitekter med stærke holdninger til byudviklingen i Aarhus om en reaktion på udsendelsen.

I en skarp kommentar siger Bue Beck her sin uforbeholdne mening:

Tager politikerne ansvar for byens kvaliteter?
Se Ane Cortsens sønderlemmende gennemgang af Navitas-byggeriet på havnen i Aarhus i DR-udsendelsen ”Er der en arkitekt til stede?”. Der var ingen talentfuld arkitekt til stede i Navitas-byggeriet. Men der var bestemt heller ikke et opmærksomt og ansvarligt byråd til stede. Det er hverken arkitekten eller bygherren, som afgør udseendet på et byggeri på en af landets mest sublimt beliggende byggegrunde. Byrådet har suverænt det sidste ord. 

Vi vil have et nyt byråd med medlemmer, der tager dybtfølt ansvar for byens kvaliteter. Et byråd, som tør stille store og intelligente krav til bygherrer og investorer. Et byråd, som ikke lader sig besnakke med tomme løfter om vækst og arbejdspladser. Et byråd, som har is i maven til at vente på de rigtige løsninger. Et byråd, som bruger uafhængige rådgivere for at få æstetik og menneskelighed med ind i vurderingerne. Et byråd, der overholder vedtagne kommuneplaner. Et byråd, som lytter til borgerne. 

I udsendelsen lovede borgmester Jacob Bundsgaard, at nu skulle der sandelig nye boller på suppen. Straks efter effektuerede han og byrådet uanfægtet andre katastrofer:  Mindet, Nørreport, Godsbanearealet, i Aarhus Ø osv. Et så ansvarsløst byråd kan vi borgere ikke leve med. Stem andre ind, som ærligt og helhjertet vedkender sig forpligtelsen for byens kvaliteter.

BUE BECK

 

Indlæg der måske kunne interessere dig

Bykulturprisen “Årets Bernhardt” uddeles ikke i 2021

Phillip Fangel

Skriv en kommentar