Bykultur.dk
Afholdte arrangementer Arrangementer Nyheder

24-11-2022 Stort fremmøde ved besøg på ny arkitektskole

Torsdag eftermiddag d. 24 november 2022, deltog godt 70 foreningsmedlemmer til en rundvisning på byens nye arkitektskole. Før rundvisningen afholdtes et foredrag af lektor Simon Ostenfeld Pedersen, og også prorektor ved Arkitektskolen Aarhus Kristine Leth Juul fortalte ganske kort om den nye arkitektskoles tilblivelse.

Simon Ostenfeld Pedersen lagde sit fokus på kulturmiljøer, og ikke mindst SAK-metoden som han har været med til at udvikle hos Arkitektskolen Aarhus. SAK-metoden omhandler screening af kulturmiljøer, hvor målet med metoden er at tilvejebringe et håndterbart redskab, der på enkel vis kan anvendes af kommunerne, som er myndighed på kulturmiljøområdet.

“Screening af kulturmiljøer (SAK) er et redskab til at vurdere kulturmiljøer ud fra aflæselige parametre, så kulturarvens værdier, egenskaber og udviklingspotentialer bliver tydeligere og kan skabe nye muligheder og indsatser med henblik på at bevare gennem udvikling.”

Læs evt. mere her: SAK-METODEN

Der blevet givet nogle eksempler på kulturmiljøer, hvor SAK-metoden kunne benyttes. Skovvejskvarteret og Vestergadekvarteret blev fremhævet som lokale eksempler. Der blev også knyttet nogle få ord til den kommende SAVE-registrering af bygninger i Aarhus Kommune. Godt 41.000 bygninger skal vurderes. Nogle skal genvurderes, og andre – de fra 1940-70 – skal vurderes for første gang. SAVE vurderinger tager afsæt i en karakterskala hvor bygninger med karaktererne fra 1-4 bliver stemplet som bevaringsværdige.

Simon Ostenfeld sluttede af med nogle eksempler på bygninger opført efter 1940 som han mente burde blive taget i betragtning som værende bevaringsværdige. Disse eksempler fremgår også af en tidligere artikel fra Aarhus Stiftstidende: Dyre rækkehuse og udskældt højhus: Her er 10 bygninger, Aarhus bør overveje at gøre bevaringsværdige (Betalingsartikel hos Stiften). Det drejer sig bl.a. om Skjoldhøjkollegiet, Europahuset og de høje boligblokke på Marselis Boulevard.

Prorektor Kristine Leth Juul gav en kort fremstilling af opførelsen af den nye arkitektskole, og ikke mindst de samarbejdsproblemer der havde været internt i forløbet. Der blev dog lagt vægt på, at byggeriet blev afleveret til tiden, og at budgettet blev overholdt.

Resultatet af det overholdte budget kunne foreningens medlemmer ved selvsyn se, da de blev delt op i tre hold til rundvisningen.

Udefra er bygningen grå og tung og ligner alt andet end en arkitektskole. Hvor man måske kunne foranlediges til at tro, at det også var sådan indvendigt opstod dog nogle få overraskelser. Indvendig er bygningen meget lettere i sin udformning. Selvom væggene stort set kun bestod af rå grå beton, var der til at bryde de grå toner døre og karme af træ, der bibragte en smule varme til hvad der ellers kunne synes koldt og udtryksløst. Træet var dog af en beskeden karakter, og bidrog nærmere til et indtryk af at være rester fra et byggemarked, og det stemmer egentlig godt overens med karakteren af de indendørs opholdsarealer. De fleste rum bar præg af at være værksteder, og man fik i sandhed fornemmelsen af at være nær praktik i udfoldelse. Det er uden tvivl praktiske rummelige forhold med moderne redskaber der skal danne basen for byens arkitektstuderende. De arkitekter der fremover skal være med til at skabe byens arkitektoniske identitet.

– Foreningen for Bykultur i Aarhus

Galleri. Fotos af Ole Sonne, 24-11-2022.

Skriv en kommentar