[easy-media med=”961″ size=”633,400″]
Pakhus 27 fotograferet i 1920 med de oprindelige rundbuede vinduer. Kilde: AarhusWiki
Pakhuset, som er opført i 1907, har i en stor del af sin levetid, været brugt af skibsmæglervirksomheden Rasmus Christensen. Bygningen rummer i dag i alt 883 kvm erhvervsareal, der i 2009 blev istandsat til brug som udstillingslokale for sekretariatet bag Aarhus Ø.
Allerede i 2009 blev det politisk besluttet, at pakhuset skulle nedrives og med lokalplan 876 blev pakhuset afskrevet som værende af kulturhistorisk værdi for byen og skal nu i stedet lade livet til fordel for en stor åben havneplads. Kun de fredede bygninger Toldboden og Pakhus 13 kan få lov at blive stående, som de eneste overlevende havnebygninger på hele strækningen. Beslutningen om at nedrive pakhuset, blev for en kortere periode genovervejet, men nej – havnepladsen kan der ikke laves om på og nedrivningsplanen blev bekræftet af rådmanden for Teknik og Miljø. Dermed sættes punktum i forsøget på forhandling med fonden Realdania, der står bag finansieringen af de nye havnepladser og ikke ønsker pludselige ændringer i de dyre og stort anlagte havnerum.
Hvorfor bevare Pakhus 27
Der er imidlertid talrige gode grunde til at genoverveje nedrivningen af pakhuset og se på beslutningen i et nyt og opdateret perspektiv. Siden 2009 er der trods alt sket en udvikling i måden vi ser på det bebyggede miljø, vi har f.eks. i dag mere fokus på, at prioritere den menneskelige skala i byplanlægningen samt på at undgå unødigt ressourcespild, når vi bygger nyt og smider væk. Andre værdier sætter dagsordenen for arkitekturen af i dag og bevaring af steders identitet og historie har endda siden fået en fornem rolle som vigtigt biddrag til nye byområders bærdygtighed. En beslutning om en nedrivning fra 2009 bør derfor på mange måder tages op til fornyet overvejelse, af såvel landskabsarkitekterne, Realdania og af byrådet. I det følgende vil jeg fremhæve nogle væsentlige argumenter for at bevare pakhuset, som jeg mener kan biddrage til den aktuelle debat om sagen.
Det vil sikre aktivitet og indhold på Havnepladsen året rundt
I dag skriver vi 2014 og udviklingen på havnen har allerede længe både begejstret og vakt bekymring hos borgerne i Aarhus. De mange store åbne pladser giver anledning til spørgsmålet om, hvorvidt konkurrencevinderens visioner om et levende byrum på havnen, vil holde stik eller blive en skuffelse i form af mennesketomme og forblæste ørkener. At nedrive Pakhus 27 er, at nedrive en velfungerende bygning med potentiale til at skabe liv og variation på den store plads. En nedrivning vil blot være at lægge små 250 kvm til en plads, der i forvejen tæller 23.000 kvm helt uden indhold og uden faste aktiviteter. Man kan jo altid diskutere, hvorvidt pakhuset passer arkitektonisk ind i den meget enkle og stringente plads, men der findes mange spændende måder at integrere pakhuset heri og derfor gode muligheder for, at løse denne del af problemstillingen.
[easy-media med=”963″ size=”633,300″]
Havnepladsen som den vil se ud efter færdiggørelsen. Kilde: www.urbanmediaspace.dk
SAVE-vurderingen er ikke retvisende for bevaringsværdien
En væsentlig årsag til at pakhuset fik dødsdommen er, at pakhuset tilbage i 1996 kun blev vurderet som værende af middel bevaringsværdi,dvs. en kategori 5 og ikke 4 på skalaen over bygningers bevaringsværdi. Når man ser på bygningen i denne periode, ses det da også, at bygningen ikke så særlig velbevaret ud, måske primært på grund af de kedelige 70’er vinduer, der uden hensyntagen til grimme ar i murværket har erstattet de originale rundbuede vinduer i facaderne. På tidspunktet for vurderingen, var bygningen massivt omgivet af havnerelateret byggeri således, at den i sig selv ikke blev tillagt høj værdi som unik for området.
[easy-media med=”965″ size=”633,300″]
Foto fra SAVE-registreringen i 1996. Kommuneatlas Aarhus 1997.
Siden SAVE-registreringen i 1996 er bygningen blevet istandsat og væsentlig forbedret såvel teknisk som arkitektonisk, og den omkringliggende bebyggelse er for længst revet ned. Pakhuset står stadig uden de originale vinduer men alligevel som et fint eksempel på en pakhusbygning, hvilke vi faktisk ikke har mange af i byen. Problemet med SAVE-registreringen i Aarhus er, at man i midt 90’ernes vurderinger nok ikke medtænkte, at kommende forbedringer let kunne hæve karakteren fra middel til høj, et problem man i dag må erkende hver gang kulturhistorisk værdifulde ejendomme som pakhuset må lade livet. Havde bygningen retmæssigt været hævet til en kategori 4, ville nedrivning være undgået og bygningen sikret som vigtig kulturarv. I dag ville man ved en ny SAVE-vurdering med sikkerhed skelne mellem de permanente forringelser af bygningen og de let genoprettelige, som f.eks. vinduerne. Derfor burde der have været foretaget en egentlig revurdering af bevaringsværdien inden endelig beslutning om nedrivning fandt sted.
Nedrivning vil være et unødvendigt materialespild
I 2009 blev bygningen renoveret for flere millioner, således at den i dag fremstår som en både velholdt, solid og langtidsholdbar bygning, der uden problemer kan stå på stedet i mere end 200 år frem. Med mere end 800 kvm fuldt fungerende erhvervslokaler samt faciliteter til udstilling og ophold, synes det meningsløst at nedrive en sådan bygning og ikke kunne bruge materialerne til andet end vejfyld. En bygning som denne har den netop store kvalitet, der kendetegner en bæredygtig og ressourcebesparende arkitektur, at den kan stå i århundreder og til stadighed rumme skiftende funktioner uden, at der skal ændres på hverken facader eller den grundlæggende struktur i huset. Materialerne patinerer smukt i det barske klima på havnen og bygningen vil fortsat fremstå attraktiv langt ud i fremtiden alene med anvendelse af meget begrænsede ressourcer til vedligehold af træværk og tag.
I en tid hvor ressourcer og bæredygtighed er et globalt tema, er det trist at se en prioritering af spildet frem for omtanke for de allerede brugte ressourcer. Pakhus 27 vil – modsat meget af den moderne bæredygtige arkitektur -kunne bruges og genbruges i generationer og berige byen med historisk identitet i mange århundreder frem. Det vil styrke sammenhængen mellem havnens historie og den historiske by.
De seneste år er havnen blevet stadigt mere diffus. De store byggeprojekter har skabt enorme barrierer og brud på havnefronten samt øget afstanden mellem havnens aktuelle funktioner. De sidste levn af den tidlige havn ved Pier 1 vil på den kommende havneplads kun være at finde i Toldboden og Pakhus 13, som aktuelt ikke er offentligt tilgængelige, da de ejes af private virksomheder.
Pakhus 27 vil kunne åbne og synliggøre den historiske forbindelse mellem byen og havnefronten. Toldboden vil med et pakhus på hver side styrkes i fortællingen om bygningernes tidligere funktion. Ved eksempelvis at bruge pakhuset som museum for havnens historie vil dette – som det eneste sted i byen – kunne skabe rum for historien om havnen i nutiden og langt ud i fremtiden være en fast del af havnepladsens åbne og offentligt tilgængelige tilbud. Mulighederne for at bruge bygningen i fremtiden er utallige: Kunstudstillinger, restaurant, turistkontor, kunstnerværksteder m.m.
Stærk lokal opbakning til at redde pakhuset
Til sidst skal nævnes at der i Aarhus er stor lokal opbakning til at bevare bygningen. Foreninger og historisk interesserede ildsjæle er aktuelt meget optagede af at få beslutningen om nedrivning trukket tilbage. På trods af udsigten til at sagen nok allerede er tabt, er der aktuelt masser af initiativer til at bruge pakhuset til nye aktiviteter. Således vil bygningen fremover både økonomisk og brugsmæssigt være sikret en aktiv rolle på den nye havneplads. Nedrivningen er planlagt til starten af det nye år og fristen for at ændre beslutningen er ved at være nået. Jeg opfordrer derfor til, at man i sidste øjeblik finder plads til at bevare bygningen til glæde for alle os, der ser pakhuset som en på alle måder værdifuld ressource for Aarhus Ø.