Fristen for at indsende indsigelser imod de projekterede nedrivninger af de to bevaringsværdige bygninger i Mindegade er nu udløbet. Mange har givet deres mening til kende via indsigelser imod nedrivningen af Mindegade 12 og sidehuset i Mindegade 10. Vi giver her et samlet eksempel på tre indsigelser af repræsentantskabsmedlem i Foreningen for Bykultur i Aarhus, restaureringsarkitekt Bue Beck.
Byggeri, Teknik og Miljø
Karen Blixens Boulevard 7,
8220 Brabrand
1. Indsigelse
Indsigelse mod procesforløbet i forbindelse med lokalplan nr. 1124 i Aarhus Kommune
Jeg protesterer mod procesforløbet i forbindelse med vedtagelsen af lokalplan nr. 1124 og mener at både tillægget til kommuneplanen og lokalplan nr. 1124 skal i fornyet høring og at byrådet skal have et nyt og retvisende grundlag til at behandle sagen på.
Der har været adskillige projekter til bebyggelse på grunden ved Europa plads. De er alle afvist, sidst med rådmand Kristian Würtz offentlige udtalelse i JP Aarhus at der af hensyn til den kulturhistoriske bebyggelse ikke ville blive noget højhusbyggeri på stedet. Som borgere havde vi tillid til denne udmelding.
- Høringsfristen er lagt midt i hele Danmarks sommerferie
I sommeren 2020 er der alligevel sendt et vidtgående og voldsomt indgribende lokalplanforslag nr. 1124. Det skete den 2. juli, hvor hele Danmark havde ferie. Selv dagspressen blev ikke blev opmærksom på, at en af de mest vidtgående lokalplaner i Aarhus var på vej. Høringsfristen løb til den 20. august, altså lige efter sommerferien, og der indkom kun 9 indsigelser. Det er meget bekymrende at Aarhus Kommune benytter sig af metoder, der kan se ud som om man ikke ønsker at høre borgernes indstilling inden planen forelægges byrådet. Det er særligt bekymrende i forbindelse med planloven, idet der nylig er sket lempelser for simple planer, men at loven samtidig indskærpede kommunernes pligt til tilstrækkeligt og grundigt at informere borgerne i forbindelse med omfattende og vidtgående høringer. Det er ikke tilfældet med lokalplan nr. 1124, som med bilag er på over 400 sider, der kræver både faglig indsigt og meget tid til at forstå og gennemskue.
- Kommuneplantillægget har ikke været i særskilt høring
Lokalplanforslag nr. 1124 er behændigt vedlagt et kommuneplantillæg, som ændrer rammerne for netop det område ved Europaplads, hvor der ønske opført et højhus (Rammmeområde 010213CY). I det følsomme område er rammerne ændret ved et tillæg til den lokalplan, der har været forelagt byrådet. Med dette kommuneplantillæg fastlægges en ny maximal bebyggelsesprocent på 580 med maximalt 9 etager for dette rammeområde; en ændring fra en bebyggelsesprocent på 165 og maximalt 5 etager. Alene i udnyttelsesgraden mere end tre gange så meget som i den vedtagne kommuneplans rammer. Lokalplanforslaget var endvidere omfattet af højhuspolitikken for Århus kommune fastlagt i kommuneplantillæg 1, 2017, da det planlagte område for den aktuelle lokalplan ligger udenfor det område, som fastlagdes i tillæg 1, hvor høje huse som udgangspunkt ikke kunne afvises.
Det er min opfattelse at kommuneplantillægget er så omfattende og indgribende i den historiske bykerne, at enten skulle i særskilt høring eller vente til næste kommuneplanrevision. Under alle omstændigheder bør offentligheden kende det grundlag, hvorpå byrådet tager beslutning om en lokalplan.
- Offentliggørelse af lokalplanen
Vi er blevet opmærksom på at Aarhus kommune har rettet i Aarhus Kommunes digitale opslag på Plandata.dk uden at redegøre for hvad der er ændret fra og til. Denne korrigering føler jeg er dybt betænkelig og muligvis i strid med lovgivningen. Jeg vil gerne bede om er specificeret redegørelse for hele forløbet i forbindelse med offentliggørelsen og en vurdering af det juridisk holdbare i at foretage rettelser under høringen.
- Udtalelser fra Kulturmiljørådet i Aarhus.
Jeg har bemærket at der i forbindelse med forelæggelse af lokalplan nr. 1124 for byrådet kun er vedlagt en enkelt, meget generel udtalelse fra Kulturmiljørådet i Aarhus. Der foreligger flere udtalelser, der detaljeret beskriver bevaringsværdiererne i de bygninger Mindegade, der vil blive berørt af byggeplanerne. Jeg vil gerne have oplyst på hvilken baggrund man har fravalgt disse udtalelser i forbindelse med planens forelæggelse for Aarhus Byråd.
2. Indsigelse
Indsigelse mod nedrivning af forhuset på den bevaringsværdige ejendom Mindegade 12A
Jeg gør indsigelse mod den foreslåede nedrivning af det bevaringsværdige forhus på ejendommen Mindegade 12. Det gamle forhus med den pudsede, klassicistiske facade hørte til en af byens store købmandsgårde og rummer en helt særlig historie. Forhuset er det ældste hus syd for åen, et renæssancebindingsværkshus fra 1600-årene i to etager og med bevaret kampestenskælder. Bindingsværket har en særlig konstruktion og man har ved en tidligere lejlighed nedtaget oprindelige kalkmalerier, som nu befinder sig i Den Gamle By. Huset er professionelt istandsat i 1975, men mangler nu almindelig vedligeholdelse efter en del år som offentlig institution. Med en mindre håndværksmæssig indsats vil huset fortsat kunne benyttes til kontorer eller beboelse.
Det af byrådet vedtagne kommuneplantillæg, der har muliggjort lokalplan nr. 1124 med et højhus i en historisk karrebebyggelse. Den er vedtaget på bekostning af et af de værdifulde historiske miljøer i Aarhus, der vidnede om den gamle åhavn. Her strakte Mindegade sig fra Havneporten ved mod Dynkarken og frem til den gamle Mindebro hvor man krydsede åen. Gadens store købmandsgårde er bygget over købstædernes karakteristiske bebyggelsesmønster med store forhuse, sidehuse og baghuse med lagerplads. Her ligger stadig de fredede ejendomme Trods Katholm og købmandsgården nr. 8, der rummede Hans Broges handelshus og dragonkaserne i baghuse og sidehuse. Mindegade har desuden en væsentlig plads i Danmarkshistorien, da den under svenskekrigene var mål for Carl den 10. Gustavs bombardement af Aarhus den 27. juli 1659.
Det er mig uforståeligt at byrådet vil ofre et væsentligt historisk miljø i Aarhus fjerne historiske huse for at give rammer for et højhus, der kunne ligge hvor som helst og i sine proportioner og formgivning er hensynsløst og ødelæggende for de historiske miljø i Mindegade og på Fredens Torv.
Bebyggelsesmønsteret og de historiske bygninger i gaden med forhuse, sidehuse og karakterfulde gårdrum kan og bør fastholdes i forbindelse med et langt mere beskedent nybyggeri en det der er foreslået i det fremlagte prospekt.
Jeg håber at vores byråd har mod til at vise, at vi i Aarhus stadig værner om vores bygningskultur og vores egen historie.
Historien skal også kunne opleves af vores børn og børnebørn.
3. Indsigelse
Indsigelse mod nedrivning af sidehuset på den bevaringsværdige ejendom Mindegade 10.
Den af byrådet vedtagne kommuneplan er vedtaget på bekostning af et af de værdifulde historiske miljøer, der vidnede om den gamle åhavn.
Mindegade strakte sig fra byens port mod Dynkarken og frem til den gamle Mindebro hvor man krydsede åen. Gadens store købmandsgårde er bygget over købstædernes karakteristiske bebyggelsesmønster med store forhuse, sidehuse og baghuse med lagerplads. Her ligger stadig de fredede ejendomme Trods Katholm og købmandsgården nr 8, der rummede Hans Broges handelshus og dragonkaserne i baghuse og sidehuse. Mindegade har desuden en væsentlig plads i Danmarkshistorien, da den under svenskekrigene var mål for Carl den 10. Gustavs bombardement af Aarhus den 27. juli 1659.
Det er mig uforståeligt at byrådet vil ofre et væsentligt historisk miljø i Aarhus fjerne historiske huse for at give rammer for et højhus, der kunne ligge hvor som helst og i sine proportioner og formgivning er hensynsløst og ødelæggende for de historiske miljø i Mindegade og på Fredens Torv.
Bebyggelsesmønsteret og de historiske bygninger i gaden med forhuse, sidehuse og karakterfulde gårdrum kan og bør fastholdes i forbindelse med et langt mere beskedent nybyggeri en det der er foreslået i det fremlagte prospekt.
Jeg håber at vores byråd har mod til at vise, at vi i Aarhus stadig tænker på vores bygningskultur og vores egen historie.
Bue Beck