Bykultur.dk

Landsbyture

Einar Rud Pedersen

I årene 2015-2018 gennemførte Foreningen for Bykultur 4 busture rundt til landsbyerne i hele kommunen. Vi var forbi omkring 80 landsbyer ud af de ca. 100 landsbyer i kommunen. Vi fik et enestående indblik i landsbyernes situation, deres styrker og deres udfordringer  for fremtiden. Efterfølgende arrangerede vi en landsbyudstilling på Dokk1 og inviterede til et debatmøde om landsbyernes situation. Se opslag herom nedenfor:

2018
Landsby-Quizen: “Den store afgørelse” Læs mere her
Landsbymødet – “Folkets røst” Læs mere her
Fra debatmødet om landsbyerne i Aarhus Læs mere her
Landsbyudstilling Læs mere her
Landsbymøde på Dokk1 – Hvordan har landsbyerne det? Læs mere her

2017
Beretning fra landsbyturen mod Nordøst d. 27. maj ’17 Læs mere her

2016
Beretning fra landsbyturen “Kender du Todbjergtårnet?” d. 1. okt. ’16 Læs mere her
Beretning fra landsbyturen ”Go West” d. 29. april ’16 Læs mere her

2015
Billeder fra første landsbytur Læs mere her
Beretning fra den første og sydlige landsbytur  Læs mere her

Oplæg til turene

Foreningen for Bykultur vil de kommende år sætte fokus på landsbyerne i Aarhus Kommune, med en række på fire spændende busture, hvor vi kommer rundt og ser landsbyerne i Syd, Vest og Nord.

Landsbyerne afspejler i dag med stor variation, konsekvensen af de seneste årtiers urbanisering og centralisering i Aarhus Kommune. Nogle landsbyer er derfor velbevarede og står som intakte landbymiljøer drevet af lokale ildsjæle, andre er kraftigt ombyggede og domineret af nyere parcelhusbebyggelse, mens andre igen står triste, misligeholdte med svigtende indbyggertal.

På turene skal vi både høre om landsbyernes historie, se hvordan de har udviklet sig og ikke mindst, diskuterer deres fremtid, som en vigtig del af kommunens levende kulturarv. For hvordan ser det egentlig ud med bevaringsindsatsen og sikringen af bo kvaliteterne i landsbyerne og kan vi som forening være med til at sætte temaet på den politiske dagsorden?

10. oktober 2015: Landsbytur 1: Syd

På den første tur i rækken kører vi rundt i det sydlige Aarhus, hvor skal opleve en lang række landsbyer og høre om deres historie og aktuelle udfordringer. Turen starter på Viby Torv kl. 13.00 og i løbet af eftermiddagen vil vi se landsbyerne: Langballe, Fulden, Fløjstrup, Ajstrup, Malling, Tulstrup, Ask, Astrup, Onsted, Hvilsted, Solbjerg, Tiset, Ravnholdt, Testrup, Mårslet og Hørret. I udvalgte landsbyer er der ophold med kaffe og rundvisning, mens de andre blot kan ses fra bussen, under kyndig fortælling fra lokale eksperter og foreningens egne landsbyentusiaster.

29. april 2016: Landsbytur 2: Go West

Foreningen for Bykultur gentager besøgene i kommunens landsbyer og forstæder. I efteråret besøgte vi området syd for byen. Nu gælder det området mod vest. Start: Viby torv foran kirken præcist klokken 13.00.

Bussen vender næsen mod Stautrup stationsby, videre over Lemming og Hasselager mod Bering, hvor vi skal høre om valgmenigheden og det liv, der er skabt her. Vi kommer til Edslev og får historien om et gammelt falskmøntneri fra 1934 af 485 stk. 2 kroner. Stempel og 58 falske to-kroner blev fundet i en have i Edslev. Herefter Jeksendalen med de gamle vandmøller, fiskedamme og et ophold på Tarskov Mølle, hvor ejeren giver en orientering. Hvem har i øvrigt hørt om Hørslev Bol? Kommunens vestligste punkt.

Bussen fortsætter i roligt tempo mod Framlev med kirke og sognegård og videre mod Labing, Borum, Yderup og Lyngby, før vi endelig standser ved Lyngbygård, hvor godsejer Niels Jørgen Bønløkke fortæller om stedet med den smukke hovedbygning i bindingsværk. Herefter er der pause med kaffe og kage i den bygning, der hører til golfbanen. Herfra er der en imponerende udsigt ud over markerne.

Om bord igen i bussen går det over True, Aarslev, Skibby mod Ormslev, hvor Hammelbanen i 1902 gjorde stedet til en stationsby, en værdighed, der varede til 1956. Den sidste del af turen går forbi Constantinsborg og Stavtrup, før bussen klokken ca. 18 er tilbage på Viby torv.

Da det er små veje har vi igen bestilt en bus med plads til max 50 personer, og undervejs har vi igen lokale guider om bord.

1. oktober 2016: Landsbytur 3: “Kender du Todbjergtårnet”?

Kender du Todbjergtårnet? Det er der ikke mange, der gør, men nu er der muligheden for at stifte bekendtskab med det lille fine tårn, hvorfra der er udsigt over Bugten og den nordlige del af kommunen hen over det sted, hvor nogle forestiller sig en lufthavn!

Det er den tredje tur, hvor medlemmerne får mulighed for at stifte bekendtskab med landsbyerne mod vest og især nord i kommunen. Vi starter igen fra Viby kirke, hvorefter bussen kører mod Borum, hvor første stop er Borum Eshøj med de berømte bronzealdergrave, der blev påbegyndt udgravet i 1870erne med egetræskister fra ca. 1350 f. kr. De ligger højt, ca. 100 meter over havet. Her lå en sikker boplads, hvilket adskillige gravhøje i området er et vidnesbyrd om. På stedet er der opført en rekonstruktion af et treskibet bronzealderhus, der er et besøg værd. Det drives i dag af en lokal forening, mens området med højene er afkøbt stedets gårdejer.

Vi fortsætter mod herregården Ristrup og når frem til Fårup præstegård, hvor vi bliver orienteret om en strid om placering af en ny præstegård. Herefter går det videre over Mundelstrup, hvor der før Første verdenskrig blev opført en gødningsfabrik, før bussen nærmer sig Tilst, der i dag har karakter af en forstad og indkøbsmekka. Mere charme er der over den lille Kasted kirke, hvorfra der er et smukt kik ud over mosen og tidligere på året med akkompagnement af nattergale. Kirken har ikke elektrisk lys, men nøjes fortsat med stearinlys!

Lisbjerg, Ølsted og Trige ligger forude på vej mod Spørring, der i ældre tid var et naturligt stoppested for rejsende mellem Aarhus og Randers. Hele to hoteller er vidnesbyrd om den aktivitet. Herefter går det mod øst og Thomasminde, en tidligere herregård, der i dag er indrettet med virksomhedsdomiciler i de fine bygninger. Navnet er også knyttet til de omtalte lufthavnsplaner, der naturligvis vil blive omtalt. Vi passerer herefter husmandsbebyggelser, før bussen når frem til landsbyen Todbjerg. Er vejret til det, er det planen at aktive medlemmer kan forlade bussen ved kirken, der er under renovering. Udfordringen er en ca. 15 minutters lang spadseretur op til Todbjergtårnet. Bussen fortsætter dog med restgruppen rundt om Todbjerg og op til tårnet. Vi hører historien om den mølle, der lå her for siden at blive erstattet af en varde og siden igen det særegne lokalt opførte tårn, der nu står over for restaurering. Den lokale tennisklub står i dag som vogtere af det fine sted med den smukke udsigt ud over Bugten. Her håber vi, at det kan lykkes med en let servering.

Herefter går turen tilbage mod Aarhus. Vi hører om letbanen og den nye bykvarter med det mærkelige navn ”Nye” samt om Egå Engsø og kæmpebyggeriet Skejby Hospital, der har ændret hele området i den nordlige del af byen, før bussen vender tilbage til Viby – igen efter planen klokken 18.

27. maj 2017 (12:30-18:00): Landsbytur 4 – Byfortætning eller Landsbyidyl?

Tilmelding: send mail til events@bykultur.dk senest søndag, den 21. maj 2017.

Foreningen for Bykultur invitere endnu engang på landsbytur, der denne gang går mod nordøst. Det er den fjerde landsbytur, vi indbyder til. Herefter har vi besøgt næsten 100 landsbyer i Aarhus Kommune.

Denne gang mødes vi i Vejlby, hvor bussen samler os op på den store parkeringsplads foran Gymnasiet, der tidligere hed Risskov Amtsgymnasium. Vi hører inden afgang lidt om den gamle landsby, der ikke blot er forsvundet, men nu er på vej til at ende i et byggeri på 5 etager og nedrivning af den gamle skole i røde mursten fra 1954. Planerne medfører at det vil reducere den 1000 år gamle landsbykirke til et lille ”kapel”. Tidligere kunne et menighedsråd nedlægge en protest, men også det synes at være fortid.

Turen går herefter ned mod Egåen med et kig til Engsøen, før bussen kravler op mod Lisbjerg. Et hastigt blik på den gamle kirke, hvor det berømte gyldne alter – fra ca. 1140 – blev fundet, synes at forklare, hvorfor en sådan rigdom endte her: Egådalen var sejlbar. Så går det videre over Terp mod Hjortshøj, hvor vi skal besøge andelslandsbyen med dens meget alternative form for byggeri. Vi er nu på vej ind i det gamle Randers Amt, hvor vi møder Fattiggården Kukstrup fra 1870erne. Den er i dag omdannet til en gartneriproduktionsskole.

Videre går det mod Skæring Strand og det store blandende fritidsområde, der er på vej til at blive omdannet til en villaforstad. Her ligger også Skæring Hede, hvor tyskerne skød fem danske modstandsmænd 2. december 1943. De havde været involverede i sprængningerne af broerne i Langå over Gudenåen. Det var den første massehenrettelse i Danmark.

Nu er der tid til en kaffepause på kommunens ældreejendom ”Fristedet”. Her hører vi om de problemer som omdannelsen af området medfører. Efter pausen fortsætter bussen mod nord over Astrup og Studstrup, hvor vi ikke kan undgå at bemærke det meget store kraftværk, der ikke blot producerer strøm men også leverer fjernvarme til det meste af kommunen gennem et imponerende transmissionssystem, der går herfra ned mod Skanderborg.

Der er også herregården Vosnæs og fra det gamle udskibningssted ved Bugten fortsættes ud af kommunen og vi finder igen kommunens nordligste punkt ved Halling Bæk. Her bemærker man de store marker og små landsbyer, før bussen igen kører mod syd til Risskov Stationsby og Statshospitalet. Områder der begge står over for meget store omdannelser og etablering af et helt nyt bykvarter.

Turen giver kort og godt et indtryk af den meget store variation, der ligger i området med snart voldsom byfortætning og snart landsbyer, der får lov til at forfalde, fordi det er uøkonomisk at servicere her med skoler, sportsfaciliteter og kollektiv transport.

– Foreningen for Bykultur i Aarhus