[easy-media med=”1732″ size=”640,350″]
Banedanmark har i efteråret 2016 afholdt offentlig høring på ovennævnte projekt. De beskrevne anlægsarbejder er omfattende og har væsentlige indvirkninger på byrum og kulturmiljøet omkring banegården. Dette gælder både under anlægsperioden og efterfølgende.
Nærværende er Foreningen for Bykultur i Aarhus’ svar på høringen.
NY VANDREHAL OG BRUUNS BRO
Vandrehallen
Banedanmark arbejder med muligheden for at nedrive den eksisterende vandrehal og erstatte den med en ny vandrehal for at skabe mere plads over banelegemet til elektrificering.
Det nye forslag til vandrehallen har en sympatisk tilgang til at skabe materiale‐sammenhænge mellem nybygningen og banegårdens forhal. Samtidig retter forslaget op på vandrehallens nuværende og uheldige facade mod Værkmestergade.
Aarhus Hovedbanegård er opført i 1927 og er kendetegnende for byens massive udvikling og industrialisering i den periode. Banegården med vandrehallen af DSB’s overarkitekt K. T. Seest er erklæret bevaringsværdig og foreningen anser det for særdeles vigtigt, at helheden fra Banegårdspladsen gennem banegården og vandrehallen bibeholdes.
Det vil være en kvalitet for projektet, hvis den eksisterende vandrehal bevares ved en sporsænkning og der bygges nyt mod Værkmestergade i det foreslåede formsprog og materialeholdning.
Bruuns Bro
Banedanmark arbejder med muligheden for at nedrive den nuværende Bruuns Bro for at skabe plads til luftledninger over baneterrænet. Broen foreslås erstattes med en ny bro, der giver bedre rummelighed og adgang til perronerne. Forslaget indeholder desværre også at de fine butiksbygninger Bruuns Arkade af Exners Tegnestue nedrives, hvorved der bliver åbent til baneterrænet på begge sider af broen. Dette efterlader M. P. Bruunsgade med et stort hul i facaderækken, som især er skæmmende fra Banegårdspladsen hvor Bruuns Galleris gavl fritlægges uhensigtsmæssigt.
Siden 1920’erne har der på Bruuns Bro været bebyggelse på den side af broen for at sikre et sammenhængende byrum. Dele af broen er tegnet af arkitekt Axel Høegh‐Hansen i 1928 og indgår dermed også en del af det ensartede kulturmiljø omkring Banegårdspladsen.
Foreningen finder derfor, at det vil være optimalt, hvis sporene kan sænkes og broen med bebyggelse kan bevares.
Skulle dette ikke være muligt, må alternativet være at genopføre arkadebygninger i samme kvalitet på en ny bro, som gentager den særdeles vigtige jævne stigning mod Skt. Pauls Kirke.
På foreningens vegne
Formand Bruno Viuf Larsen
E‐mail: formand@bykultur.dk
_
Vil du vide mere?
Læs evt. Banedanmarks redegørelse for projektet og efterfølgenden høringsnotat