Bykultur.dk
Årets Bernhardt Nyheder

Godt landsbymiljø smitter af på huspriserne

 

Aarhus Kommune har flere end 100 landsbyer. Foreningen for Bykultur i Aarhus har besøgt de fleste af dem – og fundet et godt bymiljø i en del af dem. Det kan sagtens blive en smuk og aktiv landsby, der render med foreningens bykulturpris – Årets Bernhardt

Det kan sagtens blive en af de mange landsbyer i Aarhus Kommune, der løber med prisen for et godt bymiljø – Årets Bernhardt – som Foreningen for Bykultur i Aarhus uddeler for første gang i år.

Foreningen har de seneste par år besøgt de fleste af de godt 100 landsbyer i Aarhus Kommune.

– Nogle af dem sprudler af energi og er en fantastisk oplevelse at gå rundt i, mens andre sygner hen og præges af grimme huse og uheldige ombygninger, der skæmmer oplevelsen af miljøet og skræmmer eventuelle nye tilflyttere langt væk, siger Marie Kristine Pilegaard, der er medlem af foreningens forretningsudvalg.

Godt landsbymiljø lokker

– Når ildsjæle går sammen om at passe godt på byen og skaber attraktive områder, giver det liv og kvalitet på flere niveauer og kommer os alle til gode. For de fleste nyder jo at kunne gå og køre rundt i byen og få de oplevelser med, som de gode bymiljøer giver, hvad enten det er i det centrale Aarhus, i forstæderne eller ude i de små landsbyer, fortsætter hun.

Og det kan betale sig at lave noget pænt, der er i harmoni med omgivelserne, fordi det øger et områdes attraktionsværdi, og det smitter af på boligpriserne.

– Et eksempel på det er landsbyen Troense på Tåsinge, hvor kombinationen af en samlet plan for renovering af byens ældste huse og en række entusiastiske borgere, har gjort Troense til et af de mest attraktive boligområder på Svendborg-kanten og sendt ejendomspriserne på himmelflugt, fortæller Marie Kristine Pilegaard.

Hun ser meget gerne nogle landsbyer, hvor der er skabt et godt bymiljø, blandt kandidaterne til årets Bernhardt.

Til glæde og inspiration

Men hvorfor overhovedet præmiere det gode bymiljø?

– Vi vil gerne øge kendskabet til de kvaliteter, der findes rundt om i kommunen, så andre kan lade sig inspirere af dem, når de for eksempel selv skal i gang med at restaurere eller bygge om, siger Marie Kristine Pilegaard, der er medlem af foreningens forretningsudvalg.

– Det er derfor vigtigt for os at påskønne det store og vigtige arbejde, der bliver gjort rundt om for at fastholde de kvaliteter, der er på stedet, eller for at vende udviklingen der, hvor det allerede en gang er gået skævt, siger Marie Kristine Pilegaard.

Foreningen vil gerne have århusianerne til at udpege de områder i byen, i forstæderne og i landsbyerne, der giver området noget ekstra kvalitet – og indstille dem til Bernhardt-prisen.

– Vi skal have øjnene op for, hvad det er for kvaliteter, der gør Aarhus og omegn til et sted, hvor historien sagtens kan leve videre mellem alt det nye, der vokser op, siger Marie Kristine Pilegaard.

Fællesskab i drivhuset

Hun behøver ikke lede længe efter et eksempel på, hvordan historien kan leve videre mellem alt det nye – og i et fællesskab.

Marie Kirstine Pilegaard er nemlig selv en af initiativtagerne til Fællesgartneriet i Brabrand, hvor en større gruppe borgere har skabt et fællesskab omkring et nedlagt gartneri på Skibbyvej tæt på Årslev Engsø.

I flere store, istandsatte drivhuse og på 6.000 kvadratmeter friland kan Fællesgartneriets medlemmer leje lodder, hvor de dyrker økologiske tomater, kål, radiser, peberfrugter og andre grøntsager.

(Artikel fra Aarhus Stiftstidende  søndag d. 14-05-2017)

Indlæg der måske kunne interessere dig

Valget er dit! Stem på én af de tre finalister til Årets Bernhardt 2019

Phillip Fangel

Lasertryk sponserede ekstra gaver

Phillip Fangel

Elværket Åbyhøj får overrakt “Årets Bernhardt”

admin

Skriv en kommentar