Bykultur har med baggrund i forsamlingsforbuddet besluttet at udsætte arrangementet “Langenæs – fra køkkenmøddinger til højhuse – – en historie om kvarterets udvikling og gåtur gennem kvarteret” til primo august måned 2020.
I samarbejde med Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd arrangeres denne byvandring.
Langenæs har som kvarter nogle planlægningsmæssige kvaliteter, man ikke ser så mange andre steder. Samtidig er kvarteret for mange en skjult bydel, man ikke nødvendigvis kommer i. En velafgrænset geografisk ø i byen. Kvarteret er lagt efter en plan og særligt efter 2. Verdenskrig gik det hurtigt: Efter en stor arkitektkonkurrence i 1952 udarbejdede Stadsarkitektens kontor en bebyggelsesplan med boliger, herunder kollektivhuse, butikker og biograf. Visionen var en selvberoende bydel. I dag er kvarteret også lidt en tidslomme, hvor byudviklingen har stået stille i omkring 45 år, dog med enkelte undtagelser, som f.eks. bygning af børnebyen i Langenæsparken.
Vi mødes i Langenæs Kirken til oplæg om kvarterets historie og byplanmæssige udvikling fra bl.a. Niels Kjær, som har skrevet bogen ”Fra køkkenmøddinger til højhuse: bidrag til en beskrivelse af Langenæs-områdets historie”. Herefter går vi en tur på en times tid igennem kvarteret og Langenæsparken. Gåturen ender i Kollektivhuset Langenæshus med en forfriskning og oplæg om Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråds visioner for kvarteret. Efterfølgende er der mulighed for at komme op i en lejlighed på øverste etage i højhuset og opleve den flotte 360 graders udsigt over Aarhus!
Vi glæder os til at se jer på Langenæs.
Interesseret i Bykultur – bliv medlem – send mail til medlem@bykultur.dk