To mænd holder styr på visionerne og historien, mens Aarhus gennemgår sin største byudvikling siden 1800-tallet. Stadsarkitekt Stephen Willacy (arkitekten) og stadsarkivar Søren Bitsch Christensen (arkivaren) bærer privilegiet og byrden af at sidde med ved bordet, når det 21. århundredes Aarhus skal formes. Fornyligt samlede Jyllandsposten de to til en samtale om bevaringsværdi, højhuse og domkirken, der kæmper for sit udsyn.
Stephen Willacy
|
Søren Bitsch Christensen
|
Udvikleren og nostalgikeren
Arkivaren: »Vi er lidt trætte af den opfattelse af, at stadsarkitekten udvikler, mens stadsarkivaren stritter imod.«
Arkitekten: »Ja, det er vi. Jeg tror da, at Søren også vil mene, at han i høj grad er med til videreudvikle byen med de fortællinger, han kommer med.«
Arkivaren: »Min opgave er at sørge for, at folk kender til fortiden, men ikke nødvendigvis at bevare den i et og alt. Folks hukommelse og identitet er ekstremt knyttet til bygninger, og det ser vi hele tiden. Folk husker simpelthen i form af fysiske omgivelser. Det er derfor, de reagerer så stærkt, både positivt og negativt, når vi laver om på byen. Griber man ind i noget, skal man selvfølgelig vide, hvilke følelser der er på spil.«
Arkitekten: »Aarhus Ø er en legeplads for arkitekter, blandt andet fordi lokalplanen gør det muligt at bygge højhuse der. Men det mest fantastiske er Bernhard Jensens Boulevard, der er på vej. Det er første gang siden Ingerslevs Boulevard, at vi ser sådan noget.
Det bliver nærmest fransk. Parisisk. Når man står for enden, kan man se ind mod domkirkens spir. Kombination af boulevarden og den nye promenade langs kysten er et af de absolut bedste byrum, vi har lavet i mange år. Det bliver et symbol på byens udvikling – på 15 minutter kan man gå fra en lille, historisk bymidte med en smuk domkirke til noget helt nyt. Der findes ikke mange steder, hvor man bare kan gøre det.«
Arkivaren: »Folk vil ofte synes om det med tiden. Det er det, der er med forandringer. Folk har svært ved at rumme det i begyndelsen, og det kan jeg godt forstå.«
Arkitekten: »Jeg kan selv have svært ved det, må jeg indrømme. Da jeg kom for fem år siden, havde jeg svært ved at forstå skalaen på Aarhus Ø, for dengang var der kun Lighthouse og Isbjergene. Men masterplanen for bydelen er robust.«
Presset på midtbyen vokser
Arkitekten: »Vi har også Ceresbyen, en helt ny bydel, på vej. Der er Godsbanen lige ved siden af. Og nu kommer Amtssygehuset. De fortætningsstrategier, vi ser på de gamle industriområder som på Aarhus Ø, arbejder vi også med på de kommende udviklingsarealer, men tilpasset de forskellige bydele.«
Arkivaren: »Jeg sammenligner udviklingen med Aarhus i slutningen af 1800-tallet, hvor byen også voksede dramatisk. Den stor forskel er, at udvidelsen nu sker i et allerede eksisterende centrum og ikke på bar mark.
Gamle industriområder som Ceres, containerhavnen og Godsbanen kunne ikke overleve længere på grund af den økonomiske og teknologiske udvikling, og det giver plads til at bygge nyt inde i byen. Folk har været vant til, at midtbyen har været uforanderlig. Men det var den kun, fordi der i mange år ikke var pres på den.«
Arkitekten: »Det dur heller ikke bare at bygge ude på den grønne mark. Siden 1954 er byen bare vokset udad. Ringgaden, Ringvejen, det største parcelhuskvarter i Skjoldhøj, betonbyggerier i Gellerup og mange andre forstadskvarterer omkring Aarhus.
Det gik virkelig stærkt dengang frem mod 70’erne. Og nu rykker det igen, men vi vil bygge der, hvor folk allerede er – af hensyn til bymiljøer og infrastruktur.«
Arkivaren: »Fordi det rykker inde i city, er vi nødt til at overveje, hvad Aarhus-fortællingerne er. Det behøvede vi ikke, dengang byen bare udvidede sig, og hvor udviklingen ikke var i karambolage med noget. Det er den nu, og så må vi spørge os selv: ”Hvad vil vi bevare?” Det hele er selvfølgelig en del af vores identitet, men det hele er ikke lige vigtigt. Vi skal finde ud af, hvad vores bærende, historiske værdier er.«
Arkivaren: »Vi taler om nostalgi over for kulturarv. Og det er altså ikke det samme. Historiske og arkitektoniske analyser skal afgøre, hvad der er vigtigst at bevare.
Så kan man sige, at analysen er forkert, men der er jo en faglighed bag, der handler om at bestemme, om noget er enestående i en eller anden grad, og hvor vigtigt det er for byens identitet. Alle kvarterer er ikke lige vigtige for byens identitet, og alle er ikke lige enestående.
Latinerkvarteret er f.eks. enestående, alene fordi dets struktur er 700-800 år gammelt. Jeg kan godt lide, at man kan se forskel på byens kvarterer.«
Arkitekten: »Forskellige tidsaldre er en kvalitet i sig selv. Folk tilhører et bestemt kvarter, som de kan identificere sig med. Og det kan man faktisk mærke, når man går rundt.
Jeg vil sikre en visuel korridor igennem byen, som kommer i spil i det kommende tillæg til højhuspolitikken, som vi er i gang med. Det handler om at prioritere nogle bestemte kig med særlige hensyn til, at domkirken og rådhustårnet ikke må ligge skjult. Vi skal sørge for, at vi ikke bygger i en bestemt sigtelinje.«
Arkivaren: »Vi skal passe på med at få områder, hvor der bare er højhuse med kontorer og ikke noget liv. Sydhavnen er et område, hvor vi skal være varsomme, nede ved slagterierne og kulbroen.«
Arkitekten: »Det er en god case. Vi vil gerne udvikle området, men der må vi ikke bygge boliger, fordi det er så tæt på havneområdet. Vi må dog godt bygge kontorer og hoteller dernede. Så vi tænker på at lave en bydel, hvor der er mest erhverv.
Udfordringen er at skabe et byrum med byliv på gadeniveau, hvor der også er liv i weekenden og om aftenen. Løsningen kan være at filtrere kreative miljøer og kulturtilbud ind i miljøet med favorable huslejer, hvor det er muligt.«
Arkivaren: »I år er der meget fokus på turister og international omtale. Men vi skal huske at blive ved med at udvikle en by, der er præsentabel for besøgende.
Det skal være en by, der kan opleves på en weekend, hvor man kan læse byens historie og har en fornemmelse af, at det er en meget gammel by. Der skal være ting fra 1600-tallet, 1700-tallet og 1800-tallet. Det hele må ikke blive for ens. Vores internationale appel handler om, at vi har en spændende by at vise frem.«
Arkitekten: »Jeg er enig. I den forbindelse er Latinerkvarteret og Graven noget af det bedste, vi har at vise frem. Aarhus Ø står uden for alt det som en ny enklave med en anden skala omgivet af vand. Midtbyen skal skånes og passes på. Vi må ikke bygge højere end fem-syv etager i den del af byen. Når vi kommer længere ud, f.eks. til Sydhavnen, så er det en lidt anden situation.«
Lys, luft og letbane
Arkivaren: »Der er et kæmpe område, også syd for Sydhavnen, som vil komme i spil på et tidspunkt.«
Arkitekten: »Men der må stadig gerne være den her blanding mellem erhverv, boliger og industri. Jeg kan godt lide, at det er lidt råt. Byen må ikke blive for pussenusset alle steder. Når jeg kører ind udefra Lystrup og ser kranerne, så tænker jeg: fedt, der ligger Aarhus.«
Arkivaren: »Nu nævner du Lystrup, og der er netop miljøer med kulturarv langt uden for city, som vi ikke er begyndt at snakke om. Der må gerne bo flere mennesker i oplandsbyerne, og det er også nødvendigt.«
Arkitekten: »Vi skal have god offentlig transport ud til de områder, så man er mindre afhængig af bilen. For eksempel Lisbjerg, her hørte jeg nogle tilflyttere sige, at de ville have lys, luft og letbane. De vil spare penge ved ikke at have en bil.
Og hvis de samtidig kan komme ind til Aarhus H på 17-18 minutter – what’s not to like? Vi skal have letbanen endnu længere ud til steder som Hinnerup og Brabrand.«
Arkivaren: »Men der er altså nogle bevaringsværdige steder – også længere ude. F.eks. i Tranbjerg, som er opstået omkring en kro, en brugsforening, et hotel og en banegård.
De ligger der alle sammen endnu. Det er vigtig kulturarv, og her skal man beslutte, at de her fire bygninger, de er byens dna. Men vi passer ikke på dem.«
Arkitekten: »Men det skal vi.«
Arkivaren: »Ja, men den diskussion er først begyndt nu.«
(Artikel fra Jyllands-Posten lørdag d. 24-06-2017)