Bykultur.dk

Arrangementer 2014

Asbjørn Skødt

Afholdte arrangementer i 2014. Beskrivelser af arrangementerne følger nedenfor.


18. februar 2014 (kl. 16:00-18:00): Nytårskur

Kære medlemmer!

Nytåret er vel overstået, så hvorfor har vi ikke haft vores nytårskur i foreningen? Vi har ventet, til vi kunne finde det helt rigtige sted, og nu er det lykkedes.

Vi indbyder jer hermed til nytårskur i byens nye højhus, Comwell Aarhus, Værkmestergade 2, 18. februar kl. 16-18.

Ja, der er tale om det nye højhus ved Spanien, nabo til Centralværkstedet. Der kan være mange meninger om stedet, men her er, hvordan det beskrives på hotellets hjemmeside:

Det nye spændende og smukke byggeri kommer til at bestå af to slanke huse, der fremstår enkle og skandinaviske i deres stil. Når byggeriet står klar i 2014, vil vi kunne byde velkommen i Comwells nyeste konferencehotel med moderne mødelokaler, lounge, bar, inspirerende indretning og kulinariske oplevelser.

Udover at være den højeste bygning i Aarhus, kun overgået af Aarhus Domkirke, gør den sig også bemærket ved at være det første erhvervsbyggeri i Aarhus, der opfylder kravene til energiklasse 1. Huset har indbyggede solceller i hele sydfacaden samt på taget, der leverer strøm til huset.

Programmet består af en rundvisning i huset ved hotelchefen, efterfulgt af champagne på toppen. Vi hører om det kommende program, og der vil sikkert være lejlighed til at diskutere højhusbyggeri i Aarhus.

Bemærk, at vi allerede mødes kl. 16. Det er på grund af dagslyset.

Tilmelding til info@mariepilegaard.dk

Tel. 86161272 el. 28559062

Arrangementet er gratis for medlemmer.

Venlig hilsen – på bestyrelsens vegne

Søren Bitsch Christensen
Formand

30. april 2014 (19:00-21:30): Generalforsamling

Indkaldelse til generalforsamling i Foreningen for Bykultur i Århus

Aftenens program

GENERALFORSAMLING PÅ HOTEL ROYAL

Dagsorden
Jf. vedtægterne: Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:

  1. Valg af dirigent.
  2. Aflæggelse af beretning.

Formandens beretning vil bl.a. indeholde:

– En orientering om nedlæggelsen af Bevaringsudvalget og oprettelsen af et kulturmiljøråd
– En orientering om det kommende års program
– En orientering om overførsel af midler fra Øsbanegård-Fonden
– Oplæg til drøftelse om foreningens kommunikationsform
– Præsentation af ny hjemmeside og ny facebookside

  1. Aflæggelse af regnskab.
  2. Valg af medlemmer af repræsentantskabet.

På valg er: Klavs Klercke Rasmussen, Henrik Fode, Allan Aagaard Nielsen, Vinnie Nørskov, Hans Jørgen Bech, Anni Bundgaard, Claus P. Navntoft, Hans Skov og Søren Bo Jensen.

  1. Vedtagelse af budget og kontingent for det kommende regnskabsår.
  2. Valg af revisor.
  3. Eventuelt.

KAFFE OG KAGE

HISTORISK MINIFOREDRAG OG RUNDVISNING
…på det nyrenoverede hotel. Vi forsøger at få kunstneren Hans Krull til at komme og fortælle om hotellets kunstsamling. Hans Krull er hotellets kurator. Hotellets forpagter, Søren Dalhof, viser rundt.

22. august 2014 (14:00): Rundvisning på Ceres

Sæt kryds i kalenderen på denne dato, hvor foreningen arrangerer en rundvisning på Ceres for at høre om bevarings- og byudviklingsplanerne for Ceresgrunden.

Vi mødes ved indgangen til Ceres, hvorefter Peter Thorsgaard fra entreprenørfirmaet Enggard giver en rundvisning.
Vi ser de ældste og noget af det, der er under nedrivning, samt hører om Enggards visioner for Ceresbyen.

Efterfølgende tager vi en debat om Ceresbyen i et bevaringsperspktiv og nyder en kold øl den sidste rest af det historiske bryggeri.

Af hensyn til sikkerhed på rundvisningen, skal alle deltagere være tilmeldt med navn, og der er begrænsning på antallet af deltagere.

Arrangementet er nu fuldt booket og der modtages ikke flere tilmeldinger!

12. september 2014 (14:00): Rundvisning på Psykiatrisk Hospital i Risskov

Vi mødes ved hovedindgangen til den gamle bygning og går samlet til kirken, hvor museet giver en halv times introduktion til hospitalshistorien og museet (Museum Ovartaci). Derefter bliver der mulighed for at se museet, der jo muligvis også bliver hjemløst efter hospitalets flytning til Skejby.

Efterfølgende giver Arkitema Architects en gennemgang af deres vinderprojekt for omdannelse af hospitalsområdet. Vi går rundt og ser bebyggelse og park, og Arkitema svarer på spørgsmål vedrørende bevaringen af de historiske anlæg. Vi slutter med en forfriskning.

Tilmelding til dette arrangement kan ske senest tirsdag d. 5. september ved at sende en mail til events@bykultur.dk.

Den overordnede plan for omdannelsen af Psykiatrisk Hospital kan man allerede nu lade sig orientere om gennem blogindlægget “Vinder af Psykiatrisk Hospital fundet“.

Efterår 2014: Medlemstilbud – Forelæsningsrække om kulturmiljø og Aarhus

Kære medlemmer af Foreningen for Bykultur!

I samarbejde med Folkeuniversitetet har vi, hvad vi selv synes, er et rigtig godt tilbud til jer. Foreningen for Bykultur arrangerer sammen med Folkeuniversitetet en forelæsningsrække om kulturmiljø og Aarhus med en byvandring som afslutning. Prisen for medlemmer er 100 kr. mod 440 kr. i ordinær pris. Hvis I gerne vil deltage, skal I tilmelde jer til telefonisk til Tinna Hansen, Folkeuniversitetet, på tlf. 88438002. Tilmelding fra 4/8 kl. 10. I skal have jeres Dankort parat. Der er 30 pladser til foreningens medlemmer.

Deltagere fra foreningen vil desuden modtage et gratis eksemplar af bogen Viggo Jonassen: Østbanegården i Aarhus. Tilblivelse, funktion og bevaring.

Vær opmærksom på, at der er to hold, da der er to tidspunkter for byvandringer.

Hold: 144-622: Aarhus – byen, kulturen, historien (Bvandring kl. 10-12)
Hold: 144-623
: Aarhus – byen, kulturen, historien (Byvandring kl. 13-15)

Beskrivelse:
Hvad skal gemmes, og hvad skal ud? Hvad er umisteligt i vores by? Kulturmiljøets ve og vel er nu i hænderne på kommunerne. I Aarhus Kommune er der ambitioner, og en større kulturhistorisk skrinlægning er sat i værk. Men du og jeg, borgerne, skal også være med. Nogle af dem der kender Aarhus bedst, vil i denne forelæsningsrække stille de store spørgsmål om byen, kulturen og historien. Hvad er det smukke ved en by – vores by? Er det kun det smukke der skal i gemmeren – eller er der også andre vigtige målestokke? Og hvad er det aarhusianske ved Aarhus? Kom rundt om den bevaringsværdige by i forelæsningerne – og trask af sted med stadsarkivaren på byvandring. Bliv klogere på Aarhus – din, min og vores by.

Program:
21/10: Aarhus, kulturmiljø og kulturbevaring
Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, Aarhus Stadsarkiv

28/10: Købstadsmiljøet
Restaureringsarkitekt Bue Beck

04/11: Brokvarterer og karreer
Museumsinspektør Peter Dragsbo, Museum Sønderjylland

08/11 kl. 13.00-15.00: Byvandring i Aarhus
Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, Aarhus Stadsarkiv
Mødested: Biografen Øst for Paradis

Tid:
4 tirsdage med start 21/10. Forelæsninger kl. 17.15-19.00. Byvandring 8/11 kl. 10.00-12.00 eller 13.00-15.00

Sted:
Forelæsningerne foregår på Aarhus Universitet, Ny Munkegade 118, bygning 1530, auditorium D219. Mødested for byvandring 8/11 er Biografen Øst for Paradis, Paradisgade 7.

Tilrettelægger:
Foreningen for Bykultur i Århus