Endnu en gang var der en stor interesse for et arrangement i Foreningen for Bykultur. Over 60 medlemmer deltog i vores besøg og rundvisning i Lukaskirken. Anledningen til besøget var, at Lukaskirken på Frederiksbjerg nu er på vej mod de 100 år. Kirken blev opført i to etaper. Først kom en ”underkirke”, der blev indviet i 1923. Herefter skulle der skaffes penge til det fortsatte byggeri med ”overkirken”. Den blev indviet 14. marts 1926.
Vi mødtes i det tilbyggede sognehus fra år 2000. Den store sal i sognehuset var fyldt godt op, og vi startede med et spændende indlæg ved vores “Stadshistoriker”, Henrik Fode, som fortalte om kirkens historie og placering på Frederiksbjerg. Ikke mindst var det fantastisk at få et indblik i den spegede affære omkring kirkens tilblivelse. Det krævede nemlig flere arkitektkonkurrencer, før der blev givet byggetilladelse i København. Arkitekterne var Kai Gottlob og Anton Frederiksen, der begge havde haft deres gang meget tæt på Hack Kampmanns tegnestue i København.
Kirken har netop i forbindelse med fejringen udgivet en bog, der fortæller om hele baggrunden for ”den hvide kirke på Frederiksbjerg”. Det er Henrik Fode og Claus P. Navntoft, som har været forfattere til bogen. De har begge i gennem mange år også været meget aktive i Foreningen for Bykultur. Bogen kan købes og betales via Mobile Pay ved henvendelse til kirken.
Efter foredraget gik vi alle ned i den nyistandsatte krypt. Her blev der serveret en god kop kaffe/the og kransekage. Vi hørte om den store renovering af det smukke rum, som netop er afsluttet. Krypten var engang i halvtredserne blevet beklædt med hvidmalede træpaneler, og det var et stort ønske at få disse paneler fjernet og føre krypten tilbage til sit oprindelige hvidkalkede udseende. Luften i krypten var heller ikke for god – der var fugtproblemer, og bag panelerne var der udbredt skimmelsvamp.
Det 100 år gamle rum er nu blevet tilbageført til sit oprindelige udtryk tilsat handicaptilgængelighed, et fantastisk nyt lyssystem og et nyrestaureret flygel.
Krypten anvendes i dag til mange forskellige arrangementer og aktiviteter med relation til kirken og Frederiksbjerg. Men der skal dog her i “underkirken” stadig arbejdes på at forbedre akustikken!
Efter vores ophold i krypten bevæger vi os ovenpå og går ind i selve det imponerende kirkerum. Kirkerummet er i 2019 sat i stand fra gulvet til den yderste krog, og som prikken over i’et fik kirken et længe næret ønske opfyldt: Et nyt flygel af den ypperste kvalitet: Et Bösendorfer til 750.000 kroner.
Når man går ind i kirkerummet, er det i første omgang størrelsen, som imponerer. Det er jo en stor kirke, som alt i alt er 48 m lang med et 35 meter højt tårn. Den er Aarhus’ næststørste med 600 siddepladser, og en god akustik gør den til et af byens bedste musikrum.
Man kan ikke undgå at blive betaget af enkelheden og det stilrene kirkerum i Lukaskirken. I loftet bemærker man malerier af de 12 apostle.
Som afslutning på besøget i kirken vendte vi tilbage til foredragssalen i sognehuset. Henrik Fode svarede på de spørgsmål, som var opsamlet undervejs, og der var forskellige meddelelser fra foreningen.
Tak for en god eftermiddag
-Foreningen for Bykultur i Aarhus